DU ER EN FUCKING KLAM SPASSER IDIOT
Er du forælder, eller arbejder du professionelt med børn og unge, så oplever du nok at blive udfordret en gang imellem.

Når jeg arbejder med anbragte børn og unge bliver jeg udsat for forskellige oplevelser. Vredesudbrud er uundgåelige, af den simple grund, at det er børn og unge der ikke har lært at følelsesregulere sig selv i deres opvækst. Når de bliver mødt af krav, forventninger eller et nej til at få indfriet et impulsstyret her-og-nu behov, ender det nogle gange i et vredesudbrud.
Når det sker, er jeg blevet kaldt alt fra spasser, klamme idiot, fucking homo svans, latterlige narrøv, ulækre voksne, fucking skrid med dig kvajpande og hvad der nu ellers kan findes på.
HVORDAN REAGERER VI PÅ DET
Umiddelbart kan man vælge mellem to tilgange; at gå ind i diskussionen/konflikten eller gå væk fra den.
Hvis vi går ind i konflikten, vil det ofte være med tilgangen; Du skal ikke tale sådan til mig, du skal ikke kalde mig en spasser idiot, du skal ikke kalde mig …., du skal ikke…, du skal ikke…, du skal ikke… osv.
Barnet/ den unge er allerede ophidset, i høj arousal, og bliver endnu mere trigget af den voksne der begynder at korrigere, irettesætte, svare igen, og barnets arousal stiger nu endnu mere.
Den voksne bliver også trigget, den høje arousal smitter og nu stiger vores arousal også.
Samtidig med at vores arousal stiger, så falder vores evne til logisk rationel tænkning, fordi kroppen helt automatisk går i kamp/flugt mode. Vi får dermed tunnelsyn og dårligere hørelse samtidig med at musklerne spænder op i kroppen.
TO 5-ÅRIGE BEKRIGER HINANDEN
Resultatet kan nemt blive to 5-årige, på børnehaveniveau, der står og råber ad hinanden, med spændte muskler, nedlukkede hjerner, tunnelsyn og dårlig hørelse..
Ikke ligefrem det bedst udgangspunkt for konfliktløsning og forsoning, og det ender nemt i en loose-loose situation for både den unge og den voksne.
NÅR DU FRAKOBLER DIG DEN FØLELSESMÆSSIGE PÅVIRKNING
Når vi er i stand til at hæve os op på et andet niveau, og ser situationen som det den er, uden følelsesmæssig involvering, og oplever det der faktisk sker, så kan vi se at: Der er et ungt menneske der er i høj arousal, og vedkommendes hjerne er helt kapret. Hjernen producerer en masse negative vrede tanker, der får den unge til at sige en masse vrede ord, som vores ører modtager. Alle ordene er udtryk for den sindstilstand der foregår inde i hovedet på den unge. Ordene har faktisk intet med dig at gøre.
Hvis vi vælger at tænke sådan, så er ord bare ord, der er udtryk for et frustreret ungt menneskes sindstilstand. Hvis vi derimod vælger at reagerer på ordene, så tillader jeg ordene at påvirke mig, fordi jeg vælger at tillægge ordene betydning, og tager betydningen på mig.
Når vi samtidig ved, at hjerne, tænkning, hørelse og syn lukker ned, når vi er i høj arousal og i kamp/flugt mode, så ved vi også, at vi ikke får meget ud af at indlede en diskussion med den unge lige nu.
Hvis vi ønsker det bedste for den unge, og os selv, så er det meste hensigtsmæssige at gå væk fra situationen lige nu. Gå helt væk, og lade være at diskutere eller kommentere, heller ikke selvom den unge følger efter og vil diskutere. Skal du absolut sige noget, så sig; jeg vil ikke diskutere med dig lige nu, vi kan tale sammen på et andet tidspunkt.
SKAL VI ACCEPTERE AT BLIVE TALT GRIMT TIL?
Nej det skal vi ikke, vi skal give den unge en indsigt i hvad opførslen gør ved os, både den unge og den voksne. Vi skal bare ikke forsøge at gøre det lige nu, midt i situationen, for det kan vi ikke.
Når situationen er kommet lidt på afstand, kan vi samle op på situationen med den unge/barnet.
Er det et yngre barn, er det hensigtsmæssigt at gøre det relativt kort tid efter. Vi kan gøre det uden så mange ord, ved at invitere barnet til et kram for at vise, at vi stadig holder af det, og kan rumme oplevelsen fra før. Vi ved jo at ordene var udtryk for barnets sindstilstand i situationen, og at sindstilstanden er anderledes nu, da situationen er overstået. Vi kan give udtryk for, at vi blev kede af alle ordene tidligere og at vi er glade for at vi er blevet venner igen. Du kan fortælle at du gik, for at undgå at blive uvenner med barnet, ikke fordi du blev vred eller ikke kunne lide barnet. Sig evt. at du godt ved, at barnet ikke mente alle de ord, og det skete fordi barnet var så ophidset, og du derfor valgte at gå, for ikke at blive ked af det.
Jeg er den voksne der ved, at barnet ikke kunne finde andre muligheder i situationen.
TAG SAMTALEN NÅR DER ER RO OG RUMMELIGHED
Når barnet er lidt ældre, kan vi tage samtalen efter nogle timer, eller dagen efter. De fleste unge kan ret sikkert godt huske episoden, da det også var ubehageligt for den unge at miste sig selv og råbe ad dig. Når der er ro og rummelighed, og god kontakt igen, kan vi tale ind i, hvilke konsekvenser det kan have for den unge, at reagerer så voldsomt. Hvilke problemer det kan skabe fremadrettet, når man eksploderer i vrede, ikke mindst når det sker overfor folk uden den samme rummelighed som dig. Det skal dog være uden DU, DU, DU og JEG, JEG, JEG (når DU siger.., så bliver JEG …) for her kan samtalen let opfattes som anklagende, og skyld og skam bliver aktiveret. OG det har de her unge i mange tilfælde rigeligt af i forvejen. Hold det på et niveau af hvordan det kan påvirke den unges liv på sigt.
Husk dig selv på, at det var en kapret, frustreret hjerne, der var udtryk for den unges sindstilstand, og det intet havde med dig at gøre. Igen så ved du, at den unge ikke kunne finde andre strategier i situationen.
VI KAN FØRST KØRE PÅ CYKEL NÅR VI HAR LÆRT DET
Vredesudbrud er oftest udtryk for, at vi i situationen er frustrerede og ikke kan kontrollere vores følelser. Det gælder både for voksne og børn.
Ligesom vi ikke kan køre på cykel før vi har lært det, så kan børn og unge der ikke har lært at regulerer deres følelser, ikke kontrollere dem og dermed ikke regulere dem, fordi de ikke har lært det.
Jeg synes ikke det er rart at få en masse skældsord i hovedet, men jeg prøver at huske mig selv på, at det er fordi barnet ikke har lært at regulerer sig selv.
Hvis et barn der ikke har lært at køre på cykel, kommer til at køre ind i mig, så ved jeg på samme måde, at det ikke er personligt og ikke handler om mig, og at det ikke er med vilje.
Hvis det har fanget din interesse, vil jeg anbefale bogen ”Overlevelse” af Birthe Juul Christensen. Den har givet mig en fantastisk indsigt i en pædagogisk tilgang, og en miljøterapeutisk tilgang, til børn og unge med forskellige opvækst problematikker. Samt bogen "traumer set med barnets øjne" der giver en værdifuld indsigt i hvordan traumer opstår hos børn, og hvordan de kan påvirke vores liv.
Når vi ved, at alle gør det bedste de kan, så er det hele meget lettere at acceptere.



